BOLIGNYT I SLUTNINGEN AF 50ERNE

Ting har det med at vende tilbage. Således også nyheder til boligen som disse, der sidst på året i 1959, ved indgangen til 60erne, blev præsenteret på Snedkerlaugets møbeludstilling i Kunstindustrimuseet.

Møblerne er designet af Knud Juul-Hansen.

Møbelsættet her, bestående af spisebord med en poleret, men ikke udskåret elmeplade. Tilsvarende sofaborde med poleret naturplade, der ikke er skåret i facon, har man kunne se i en del år, men i begrænset omfang og det er faktisk hundedyre møbler.

Stolene, designet i kirsebærtræ på tre ben har lammeskindssæder. Skind løst liggende på møblerne, er højeste mode i øjeblikket, hvor vi skriver 2014.

Det sidste møbel af Knud Juul-Hansen er en skrivepult, udført i Oregon-pine. Pulten kan også anvendes som skrivebord, da der medfølger udtræksplade.

Det sidste møbel fra udstillingen er en moderne sovesofa, fuld af mekanik, så sengetøjet bliver rullet ud. Det ligger i et lærred, der virker som skånebetræk.

SLANKEKURE I 50ERNE AF KNUD LUNDBERG

Tro nu ikke, at slankekure, det er et forholdsvis nyt fænomen, - det er det ikke.

I 50erne skrev lægen, forfatteren og sportsmanden Knud Lundberg om selvsagt en del forskellige mere eller mindre effektive slankekure, sammen med Kirsten  Hüttemeier, der sammensatte menuen til disse kure.

Under overskriften "Fedtkuren er sikker på popularitet", skrev han i 1959 om alverdens slankekure og en af disse kure, den sikre fedtkur, viste sig at være effektiv for nogle, men uheldigvis var mange lidt hurtigt ude af starthullerne, idet de overså, at hvis man ville tabe sig, var kulhydrater bandlyst.

Lyder det bekendt. Op i vor tid, har vi hørt om Dr. Atkins kuren, der bygger på netop fedt og protein og nul kulhydrat.

Rundt omkring i verden, hvor kuren var kendt og folk gik med den lykkelige viden, at alt det fede, der ellers var forbudt, skulle de bare spise løs af, så tabte de sig, viste sig at være en kende unøjagtig. Man kastede sig over italiensk salat, iscreme og andre fede, forbudte sager, med glubende appetit.

Folk løb, sørgeligt nok med en halv vind, for skulle man tabe sig, ved at mæske sig i fede sager, måtte de nemlig kun spise fedt og proteinstof. Brødet, det, der indeholder kulhydrater, var streng forbudt, hvis kiloene skulle rasle af.

Opholdet i den syvende himmel varede selvsagt ikke længe. Snart skulle det vise sig at blive mere end svært, at tabe de kilogram, der havde sneget sig på under fedtkuren, som nogle ellers virkelig tabte sig på, sikkert også i Danmark, påpegede Lundberg.

Der blev lavet forsøg med spændende resultater. Mange kalorier og meget fedtstof, det tabte de sig af. Forsøgspersonerne var få, kun fem og så varede forsøget kun en uge.

En Kentucky læge, der dengang gik kraftigt ind for fedt- og proteinstof-kuren, vender sig mod omsætningerne i legemet af næringsstoffernes sukker og fedt.
Det viste sig, at selv om man tabte sig, er der en del af fødens sukkerstof, der omsættes til fedt.
Når vi spiser fedt og protein, bliver insulinet ikke mobiliseret. Derimod dominerer et modsat rettet hormon, som sætter det deponerede fedt i omsætning igen. Med andre ord, - vi taber os.

Noget om Mad

Spise med Mormor

JULEGAVE INDKØB I 50ERNE

Hen under jul, dengang i barndommens 50ere, var det såre almindeligt for børn at gå med forældrene på julegaveindkøb, i hvert fald i min familie. Da de sidste 14 dage før julen endelig oprandt havde alle butikker åbent til klokken 20 om aftenen og i de dage var der mange folk i de julepyntede gader, på jagt efter julegaver og julestemning.

Herrerne lettede på hatten og hilste omkring sig og der blev kigget butiksvinduer på den julepyntede Algade og Østergade. Indenfor i butikkerne havde ekspedienterne travlt med at betjene kunderne i deres jagt på julegaver til deres kære og der blev pakket julegaver ind i julepapir med nisser, snemænd og diverse julescenerier i en rasende fart.

Mest spændende, set med barneøjne, var dog legetøjsbutikken, hvor folk stod som sild i en tønde og ventede på at blive ekspederet. Såvel i vinduerne som i butikken, bugnede det med alt det legetøj, alle artige børn kunne ønske sig. Dukker, biler, spil og alle de andre herligheder blev her gavepakket i julepapir for at ende under juletræet hos de mange familier med forventningsfulde børn juleaften.

I slagterens vindue var pyntet med de flotteste figurer i forskellige farver, fremstillet i ren svinefedt. Hvert år bl.a. Den Gamle Lillebæltsbro, der var så fint lavet, som det dejligste maleri. Man kunne stå længe og beundre de fine arbejder i fedt. En skik, der iøvrigt gentog sig år efter år. Denne fine slagterbutik, byens fornemste, havde eksisteret siden sidst i 1800 tallet i den samme slægt. Den dag i dag, fører fjerde generation traditionerne videre.

Andre butikker kunne vise de flotteste julevinduer med mekaniske nissescenerier, man næsten ikke kunne få nok af.

I byens anlæg solgtes hvert år juletræer, som byens borgere flittigt valgte ud, så snart det blev december. Byens bagerbutikker og dem var der mange af på det tidspunkt, solgte julekager, småkager og berliner phankuchen så nykogte og fedtede, at bagerposen var ganske gennemsigtig af fedt, når posen skulle bugseres hjem. Det var en tid, hvor berliner phankuchen var berliner phankuchen, fyldt med liflig sveskemos. Ikke den slags industriproduktion, der leveres i vore dage og sælges fra snart ethvert supermarked.

Og endelig blev det juleaften. Næsten ikke til at holde ud at vente på, det blev aften. Hvert år det samme sjov med ondt i maven af bare forventning. For var der nu det man ønskede sig allermest i en af pakkerne. - Ja, ofte var der. Sikke en fryd og glæde, man kunne dårligt slippe noget af det, af skræk for det ville forsvinde.
Den flotte nye dukke Else med de lange lyse fletninger og det fine tøj på - og så kunne hun gå. Den dukke havde været beundret i butikkens vindue hele december måned og nu var hun her. Intet kunne være mere vigtigt end netop hende.

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

VI BAGER GAMMELDAGS

MODERNE TEENAGE-VÆRELSE ANNO 1959

I slutningen af 50erne, hvor mange familier endnu boede til leje i små lejligheder, var der ikke plads til mange drømme for teenageren, om eget værelset, indrettet smart og moderne, som damebladene ellers kunne vise deres læsere. Her var der til gengæld plads til store drømme med billeder af flot og moderne indrettede teenageværelser med masser af plads. Her fire eksempler på indrettede teenage-værelser.

Moderne grøn sovebriks, på væggen et toiletmøbel, en reol og en sekretær.

Ofte var flere børn stuvet sammen i samme rum i familier med mange børn og hos nogle familier, var børnene sågar sammen med forældrene i et hjørne af sovekammeret eller stuen.

Andre var heldigere. Man havde måske eget hus og her var plads til, at alle kunne få hver sit rum.

Moderne sovebriks i teak, teak toiletmøbel med spejl, svensk gyngestol og friserstol med lammeskind. På væggen grammofonplade-covere

Lyse fyrretræsbrædder på væggen, Seng af teak med flettet hovedgærde, let reol-arrangement og italienske stole

Sidst i 50erne og ind i 60erne, hvor tunge gamle møblementer begyndte at få konkurrence af moderne, lette møbler, tegnet af tidens førende møbelarkitekter, kunne teenagere fra disse hjem, begynde at drømme om moderne teenage-værelser, hvor de kunne hygge sig og være sammen med veninderne.

Ganske enkel og let stil med vægt, lagt på farverne. Sovebriks, to stole og et bord, tegnet af Verner Panton. Windsorstol, svensk skrivebord og farvede bogkasser

Damebladene svømmede over af nye og moderne indretninger, rettet mod familien og sandelig også fremtidens forbrugere, tidens unge. Sovebrikse, reoler, skriveborde og lette moderne stole, alt sammen i nye smarte farver, prægede bladenes ungpigeværelser.

Spise med Mormor

VI BAGER GAMMELDAGS

B & O BEOLIT TRANSPORTABEL RADIO 1959

For 55 år siden i 1959 lancerede B & O en "friluftsradio" ved navn BEOLIT, som de kaldte den højeffektive, transportable helårsradio. Gammeldags radiorør var skiftet ud med transistorer, som videnskabsmænd fandt 10 år tidligere, i 1948.

 

 

Hos B & O blev denne transportable radio betragtet som en uundværlig følgesvend overalt, hvor folk færdedes. Ved stranden, i lystbåden eller feriehuset. På rejser, i friluftslivet, som bilradio og ikke mindst, som nummer to radio overalt i hjemmet.

 

Dens fornemme, arkitekttegnede linjer og store ydeevne, skulle gøre den lige så velegnet som hjemmets stationære radio, som ledsager.

En fornem egenskab for BEOLIT radioen var dens evne til at navigere til glæde for sejlsportsmænd og fiskere.

BEOLIT blev dengang i 1959 leveret  i 4 forskellige smukke farvekombinationer og prisen var 455 kroner.

I 1948 fandt to amerikanske videnskabsmænd ved et tilfælde radiorørenes afløser, nemlig transistorerne og for den opdagelse fik de Nobelprisen.

Kilde : B & O

Spise med Mormor

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

GANSKE ALMINDELIGT HJEM HOS GANSKE ALMINDELIGE MENNESKER I 50ERNE

Tilbageblik på hjemmet, boligen i 50erne viser, at fordi man ikke havde titler og repræsentative pligter, kunne man så udmærket bo nydeligt.

Ugebladenes fremvisning af boliger fra det bedre borgerskab og arkitekttegnede møbler, var ikke noget billede fra virkelighedens verden. Kun et fåtal boede, som ugebladene fremstillede det.

Ambassadører og overlæger boede smukt, men hvordan boede borgere med et arbejde, lærerinden, viktualiehandlersken, cigarhandleren og salgschefen så. Tilsyneladende nydeligt.

Lærerinden havde indrettet sig med lette gardiner, sort-hvid ternet sofa med puder i klart rødt og grønt.

 

Salgschefen har gjort et maleri ud af vinduet, der er indrammet med en bred træramme i en mørkere tone end vægfarven. Enmandselementstole er sat sammen til sofaer.

 

Lastbilchaufførens hjem var påvirket af, at hans kone kom fra Sverige. Hun havde haft den smukke gustavianske sofa med fra Sverige. Betrækket stribet stof i lavendelblåt og sort. De hvidmalde mahognistole er malet hvide og stammer fra marskandiseren.

Cigarhandleren og frue nyder at slappe af i hjemmet og har derfor to gode og solide lænestole i stuen. Kontrast til disse, det moderne sofabord med udtræk og glasplade.

 

Viktualiehandlerskens stue fremstår i gråt, hvidt og sort med en enkelt knaldrød væg. Møblerne er lette jernmøbler.

 

BRODERIET KOM MED POSTEN

Op gennem 50erne broderede danske kvinder og deres store døtre på livet løs. Håndarbejde fyldte fritiden ud og samtidig kunne man på praktisk vis berige hjemmet med smukke ting, der virkelig var lagt sjæl i.
Ikke sjældent har store piger broderet på servietter og bakkeservietter, beregnet på at skulle glæde moderen, når familien var samlet juleaften.

 

Broderiforretninger var almindelige i 50erne. Her kunne være trængsel, når byens damer og piger skulle vælge et håndarbejde i form af broderi og der skulle bestemmes farver. Nogle broderier var dog fortrykt på en bund og farverne bestemt på forhånd. Det var rimeligt at gå til, når det hele var givet på forhånd.

 

Broderigarn i uld eller silke lå i såkaldte "dukker" og ved et håndarbejdes start var det almindeligt kun at købe det nødvendigste garn i starten og få resten, der skulle til, lagt til side, som man så kunne hente af i broderiforretningen.

 

De kvinder, der læste dameblade, havde også andre muligheder. For eksempel at vælge håndarbejde i bladene, som derefter blev sendt til hjemmet med posten.
Et af de mest kendte håndarbejdsfirmaer på den tid var firmaet Clara Wæver. Clare Wæver havde til huse på Østergade i København i fysisk form, men var samtidig fremsynet postordrefirma for landets håndarbejdsglade kvinder.

 

Sofapuder, duge, servietter, brilleetuier m.m. blev faldbudt tidens kvinder, altid smukt arrangeret på helsideannoncer og indbydende lige til at gå i gang med. Mange kvinder benyttede sig af at handle på den måde.

FORÅRETS BRODERI

Korssting efter typemønster. Hørlærred, mønster og garn.

Pude, påtegnet hørlærred inkl. applikationer, garn og vejledning.
Dug med liljekonvaller, påtegnet farveægte bomuldsstof, inkl. garn og vejledning.

Det hele ganske nemt, indsend bestilling med beløbet + 30 øre til porto. Eller forlang postopkrævning med tillagt opkrævnings porto.

 

Spise med Mormor

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

BØRNETØJ I 50ERNE

50ernes piger havde ofte mødre, der var ferme ved symaskinen. Det var meget almindeligt, at husmødrene selv syede pigekjoler, ofte inspireret af damebladenes snitmønstre, stoffer og pigemode.

 

Pigemoden til 50ernes piger var klassisk med nederdelen rynket til i taljen, små runde kraver, kimonoærmer eller et lille pufærme med en fast kant. Som pynt, påsyede lidser, der er bomuldsbånd i zigzagmønster.

Når pigerne skulle være fine, var de iført hvide ankelsokker eller sportsstrømper.

 

Børnetøj i 50erne var nemt at gå til, valgte man at sy efter et snitmønster. Damebladene havde alt parat. Mønster og stof kunne rekvireres pr. post og der skulle blot bestilles efter alder.

Spise med Mormor

VI BAGER GAMMELDAGS

HJERTEGARN OG HJEMMESTRIK I 50ERNE

Hjemmestrikkede strømper, huer, halstørklæder, vanter og andet strik til familien var noget stort set enhver ung kvinde, husmoder og bedstemor beskæftigede sig med i 50erne. Damebladenes mange strikmønstre og strikmodeller inspirerede kvinderne til at holde gang i strikkepindene, når strikketøjet var fremme.

 

 

 

- Og har man sagt strikkegarn i 50erne har man også sagt Hjertegarn eller Odensegarn. En lang epoke i dansk industri. Fabrikken, der fremstillede det berømte Hjertegarn havde i sin tid til huse  på Klosterbakken midt i Odense, hvor virksomheden også var kendt under navnet Odense Kamgarnspinderi.

 

 

 

Det var daværende fabrikant Carl Bremer, der grundlagde virksomheden i 1926. Garn i alle tykkelser og størrelser blev spundet og pakket på fabrikken af flittige kvinder på arbejdsmarkedet.

Senere i 1958 forlod man Klosterbakken, hvor der i dag er luksusboliger og fortsatte fremstillingen af det kendte strikkegarn i en ny fabrik på Munkerisvej i Odense.

 

 

 

Hjertegarn havde betydning for de mange kvinder, som var ansat i industrien og  i 60erne var fabrikken oppe på at have ansat over 1000 medarbedjdere.

 

 

 

50ernes dameblade viste til overflod de kendte reklamer for Hjertegarn og var med til at holde mange flittige hænder i gang.

Spise og Rejse

RETROLAMPER FRA 50ERNE

Udstillingen Scandinavian Furniture i Helsingborg 1958, bød på moderne lamper, der lod sig inspirere af tidens formgivere og arkitekter.

Fornemme lamper, lamper med spræld i, og muntre lamper til at lyse op i hverdagen, alle var de udsøgte lamper for tidens formgivere og fabrikanter.

Linjer, materialer, form og farve, altsammen med til at gøre hver lampe til et lille kunstværk, skabt til miljøet og egnede til at skabe stemning.
Den enkelte lampe manglede blot at finde et sted, hvor den kunne falde ind i de rette omgivelser.

 

Den svenske kunstner Hans Bergström var ansvarlig for denne trinde lampe1958

 

 

 

 

Glaslamper, alle fra Flygfors Glasbruk 1958

En glad lampe i munter form og farve, tegnet af Wictor Berndt 1958

 

Harlekin lamper, fremstillet i lakeret ståltråd med skærme af hvidt bomuldsstof. Hans Bergström har tegnet dem og Lyktan i Århus har fremstillet 1958

 

Lamper af plastglas med frynseskærme fra Lyktan i Århus 1958

 

Stor pæreformet glaslampe fra Orrefors Glasbruk i Orrefors 1958

 

Metallampe med gammelt seglmotiv og krystalglas i siderne 1958

 

Svenske Carl Fagerlund har tegnet denne geometrisk opbyggede lampe fra Orrefors Glasbruk 1958

 

Kuglelampe fra Orrefors 1958

Noget om Mad

NYE LINIER OG RENE FARVER SIDST I 50ERNE

Køln Møbelmesse 1958, var overmådelig rigt repræsenteret i det franske, hvor festlige rene farver og nye linier gjorde forbrugerne klart, at nye tider og nye stilarter var en realitet, ovenpå tidligere tiders tunge, udskårne og mørke møbler.

Et rigt udvalg af moderne kombinationsmøbler, bestående af hylder, skabe, skuffer, klapborde m.m., bl.a. et sæt møbler, man kunne bestille tilsendt i papkasser og så selv male dem.

Et byggeskab, man selv skulle samle, købt kassevis for at lette forsendelsen.

 

Lette franske møbler med plastik på sædet og krøllede møbelstoffer. Skabet med skydedøre i sort glas med et dekorativt mønster. Bemærk det lille trekantede bord.

 

 

 

 

I 1943, så svenskeren Ingvar Kamprad, han var 17 år dengang, mulighederne i møbler, pakket i kasser, så kunne kunden selv samle møblet. Det blev han mange år senere en af verdens rigeste mænd på.

 

 

 

 

Tendens dengang sidst i halvtredserne, hvad angik møbelbetræk, gik i retning af langhårede, lammekrøllede tekstiler.

Ellers var moderne og raffinerede, lette møbler i stål, plastik og glas et tegn på alt det nye, der myldrede frem i de år.

Noget om Mad