lørdag

Oringe i 50erne

Når vi nu allesammen her sidst på året i 2012, sidder og følger med i Matador for 7. gang på dansk TV, er der så meget fra dengang serien foregik i årene 1929-1947, vi gerne vil have styr på og indsigt i, som eksempel på en anderledes livsstil og livsførelse, sådan levede vores forfædre og som et led i vor historie.

Livet var anderledes dengang og også mere vedkommende for den enkelte. Vi beskæftigede os mere med hinanden i forhold til i dag, hvor mange sidder isoleret foran et TV eller måske værre endnu, foran computeren døgnet rundt. Alle har vi mobiltelefoner i form af iphones og android telefoner, så vi til stadighed er til at få fat på, samtidig med, vi efterlader spor, så vi kan følge hinanden konstant, som f.eks. på facebook.

På Matadors tid var det helt almindeligt at sønner fulgte i fædrenes fodspor, som det bl.a. var planlagt for bankdirektør Varnæs' søn Ulrik. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, grundet indtrufne omstændigheder. Ulrik trådte ved siden af og det fik følger. Den pige han nu måtte gifte sig med, kom fra Oringe, hvor hendes forældre boede og arbejdede som plejere, - godt nok på den rigtige side, som hun sagde.


Sindsygehospitalet Oringe i Vordingborg blev bygget i 1856 på en halvø, beliggende i smuk natur og med god afstand til omkringboende. Her var plads til 120 sindssyge patienter og præcis hundrede år efter i 1956, modtager hospitalet stadig folk med sindssygdomme til indlæggelse. Stedet er udbygget af flere omgange og rummer nu ca. 900 patienter. I 1956 var det sådan, at 90 % af de patienter, der blev indlagt, atter blev udskrevetk efter der var gået et år. I de fleste tilfælde endda i løbet af 2-3 måneder.


Stedet har haft skiftende navne, som afspejlende tidens syn og holdning til patienter med psykisk sygdom.
Ved bygningen i 1858 hed det Helbredelsesanstalten for Sindssyge ved Vordingborg. Fra 1939-59 var navnet ændret til Sindssygehospitalet, fra 1959-76 igen til Statshospitalet og fra 1976-2006, mere diplomatisk, Amtshospitalet. I vore dage bærer stedet navnet, Psykiatrien Vordingborg.


Straks ved indlæggelsen underkastedes patienterne en grundig undersægelse, både fysisk og psykisk. Man søgte så blandt behandlerne at finde frem til den allerbedste behandling i hvert tilfælde. Dengang skulle en ny patient holde sengen de første dage af indlæggelsen under indflydelse af beroligende medicin og sovemidler.
Hurtigst muligt skulle patienterne efter indlæggelsen inddrages i hospitalets daglige rutine. Man var interesseret i at pålægge patienterne ansvarsfølelse og selvstændighedsfølelse.


De sværest angrebne patienter fik chokbehandlinger, der kunne hensætte dem i nedsat bevidsthed til gavn for deres sygdom, mente man. Også "Det hvide snit" praktiseredes i de meget svære tilfælde. De mest svære tilfælde, hvor patienterne var sengeliggende i en årerække var samlet på en lukket afdeling.

Tiden i 50erne var til, at man opfandt nyere kemiske midler, som dengang blev betragtet som en revolution af medicineringen indenfor psykiatrien. Desuden fandt man i 50erne ud af, at fremtidige byggerier af sindsygehospitaler ikke som tidligere, skulle placeres isoleret, men nærmere tæt på andre hospitalsafdelinger, for at fremme en hurtigere helbredelse.

Noget om Mad