torsdag

SKØNNE FARVER TIL 50ER TAGET

Hvem siger at det at bygge hus i 50erne var lig med kedelige farver og materialer. Ceny, et splinternyt gennemfarvet, stålglittet 50er tag, gennemprøvet via statslig kontrol og tilgængelig i alskens skrigende farver fra rødt, gult, grønt til mere neutrale sorte, brune og grå Ceny tagsten. Man kunne sågar få tagstenene fremstillet i helt specielle kulører efter eget ønske.

Hidtil havde bølgeeternit, eternitskifer, tegltag og tagpap været gængs tagmateriale og køberne lagde vægt på økonomi i forbindelse med byggeri af nyt, moderne hus.

Det nye danske tagmateriale Ceny-tagsten matchede en pris flertallet kunne honorere. Ceny-tagsten havde sidst i 50erne været brugt i Sverige i mange år og her havde man god erfaring med det.

Prismæssig var et Ceny-tag 15-20 % billigere end et almindelig tegltag.
 

Smukt og perfekt Ceny-tag i sorte tagplader med en flatterende taghældning
 
 

Her er nok at vælge af og så kunne man samtidig få taget i en hvilken som helst farve, man kunne ønske

Noget om Mad

lørdag

50ernes visioner om fremtidens bolig anno 2000

Sidst i 50erne kunne man ligeså dårligt som i dag, næsten 55 år senere, spå om fremtiden og om, hvordan vi vil komme til at leve og bo et halvt århundrede frem, men et seriøst bud, hvoraf noget allerede dengang var en realitetet, var da i orden.

Dengang sidst i 50erne var fremtiden ikke blot en drøm, den var faktisk så småt begyndt at forme sig og alt lå for fødderne af menneskene.

Bilerne, flyvemaskinerne, jelmaskinerne, telefonen, radioen, fjernsynet, atombomberne, raketterne og sputnik var altsammen opfundet og man havde grund til at tro, at godt 50 år senere ville menneskene bo i elektroniske letvægtshuse, hvor alle installationer drives af atom- eller solenergi og hvor alle tænkelige krav til en behagelig tilværelse er opfyldt.

Byerne vil blive trange og mennesket ville flygte fra dem og i stedet for kæmpebyer som New York og London, ville der blive grupper af mindre bysamfund, som planeter omkring en lidt større kerne i centrum. Trafiksamkvemmet ville foregå ved hjælp af helikoptere og énsporede lynbaner efter system Alweg med kabiner løbende på en kam højt over gader og huse. Største problem i år 2000 ville blive at finde tilstrækkelig fritidsbeskæftigelse.
 

Husene købes på 20. sal i et varehus. Her  skulle man skitsere sine ønsker for arkitekten. Ugen efter stilles huset op og familien flytter ind.
Materialerne er præfabrikerede plaksikelementer, letmetal- og glasfiber installationer og så kan huset naturligvis drejes efter solen. Et stort køkken med særlig madlavningsmaskine, dirigeret af en lille elektronhjerne, kan servere færdigretter, efter hvilken knap man  nu trykker på. Opvaskemaskine, i stuen automat med hjemmets yndlingsdrikke, serveringsbord med indbygget varmeovn, papirslagner i soveværelset, el-opvarmede senge, radarstyret støvsuger, der kan støvsuge selv og et rum med 3 D-fjernsyn. Altsammen så man det for sig.
 
Blot et tryk og yndlingsdrikken er klar
 
Hjemmet vil på alle sider være omgivet af hjælpende apparater
 
Roterende og rummeligt køleskab

Fremtidsvisionerne fejlede ikke noget og nogle af tingene er for længst realiseret.

fredag

Agatha Christie dengang sidst i 50erne

I øjeblikket, hvor krimiserien Hercule Poirot glider over skærmen hver eftermiddag på DR1 og genudsendes nok en gang, skulle vi måske vende blikket mod forfatteren til figuren Hercule Poirot, Agatha Christie, født Agatha Mary Clarissa Miller den 15. september 1890.

Agatha Christie, der i virkeligheden hed fru Mallowan via sit andet ægteskab med arkæologen sir Max Mallowan Mallowan, udgav sin første bog i 1920. Siden er der indtil 1958, udkommet mindst en roman hvert år. Indtil da, den mest kendte romanfigur af dem alle, Hercule Poirot.

En del af Agatha Christies romaner skildrede tilbagegangen for den engelske middelklasse på landet, andre foregik i London.
I 1952 blev novellen Tre blinde mus opført i London og havde premiere her.

I 1958 interesserede folk sig også for gode kriminalromaner og heriblandt altså romaner af Agatha Christie. I et interview fra 1958 besværer fruen sig over, hvorfor hun da har skabt den afskyelige, svulstige trættende skabning. Hun tilføjer hastigt, at være lidt urolig ved tanken om ikke at have ham ved sin side. Hans alder måtte jo efterhånden være omkring 107 år.
 

Når Agathe Christie i sine romaner foretrak giftmord, var det fordi hun havde et stort kendskab til gift. Under første verdenskrig var hun sygeplejerske og kom med Røde Kors til Frankrig. Her fik hun som sygeplejerske anvaret for sin afdelings giftbeholdning. Hun gik faktisk så meget op i sit arbejde med gift, at hun i fritiden studerede toksiologi og herved lærte alt om doser og virkning af gift.
Til sin søster sagde hun spøgende : Giv mig en flaske gift, så skal jeg udføre den fuldendte forbrydelse.
 

I 1926 kom hendes navn på alles læber. Man fandt en bil, tilhørende Agatha Christie og med hendes sko i bunden af bilen. Politiet blev alarmeret og i 14 dage var Agatha Christie som sunket i jorden. Bladene skrev flittigt om det. Imidlertid dukkede fruen op igen. Hun havde haft hukommelsestab.
Selvfølgelig lurede man på, om det nu ikke var et arrangeret reklamenummer.

Beundrer nummer et i England var enkedronning Mary og da enkedronningen fyldte 80 år, spurgte BBC, hvad man skulle bringe i radioen i den anledning. Svaret var et skuespil af Agatha Christie.
 

Agatha Christie havde flere bolde i luften. Når hun blev træt af monsiur Poirot, lod hun en lille gammel dame på 70 år ved navn miss Marple optræde på arenaen. Miss marple skrev spionromaner og løste gåder.

søndag

Fastelavn - Med maske og raslebøsse i 50erne

Det var skik og brug, til fastelavn i 50erne, at gå udklædt, iført maske og med raslebøsse, synge fastelavnssange ved dørene og slå katten af tønden. Katten af tønden var Fastelavnssøndag.
Det med raslebøssen og fastelavnssangene foregik Fastelavnsmandag, hvor vi børn, udklædte og iført masker, gik fra dør til dør med vore raslebøsser. Det var ofte et krus eller et bæger af en slags, hvorover var lagt et stykke papir, holdt fast af et gummibånd i kanten og i midten var der skåret en rille, som mønterne kunne gå igennem.
 

Ofte gik vi flere sammen og når vi i flok stod udenfor den gadedør, vi ville ringe på, gjorde vi os klar til i samlet flok at synge :

"Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade." Eller
"Boller op, boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballede."

Det gjalt om, at finde steder, hvor der var nogen hjemme.
 

Når vi således havde sunget for den, der åbnede døren, fik vi næsten altid småpenge i vore raslebøsser og det kunne godt give en lille skilling, når vi gik ude hele formiddagen.

Det kunne også godt betale sig, at gå i bagerbutikker og synge. Her vankede der fastelavnsboller for sangen.
 

Udklædningen dengang i 50erne bestod mest af noget gammelt tøj, som vi blev udstyret med hjemmefra og når vi så fik masken på, var vi jo ikke til at genkende.
 

fredag

Sko fra Herbert Levine

Herbert Levine New York, præsenterede i 1958 en række af de nyeste skomodeller. Det var dyre sko, men dejlige sko.

Amerikanerinderne foretrak dengang ret spidse sko og pynt, der i hvert fald kunne skabe
opmærksomhed omkring skoen.

Herbert Levine repræsenterede sidst i 50erne USA's sjette største og nok fineste skofabrik. Parret bag skoene mødte hinanden og det udviklede sig til et fantastisk samarbejde, hvor hun hun tegnede modellerne og rejste verden rundt for at finde luksusmateriale til skoene. Han overvågede både produktion og salg.

SKØNNE SKO
 
fra HERBERT LEVINE i NEW YORK


Tutti Frutti, stribet silke-pump med pompon i flerfarvet fløjlsbånd
 
 
Strålende sømhoveder på delftporcelænsfarvet kalveskind
 
 
Forårssko med optimistiske hvide striber og hvid, tårnhøj hæl
 
 
Slank og elegant . . . skoen har pynt af rhinstene, der stråler
 
 
Antilopeskind med rhinstene
 
 
Silkekantning med tilhørende matrossløjfe
 
 
Åben sko med spids snude