lørdag

Det er Rich's der drik's

De store efterkrigsårgange husker nok fra barndommen, de gule Rich's pakker, som de voksne købte hos købmanden. Rich's og tidens anden store kaffeerstatning, Danmarks, var en fast bestanddel i de danske husholdninger. Rich's var navnlig populær under krigen, hvor kaffe var en mangelvare, som kun kunne købes med rationeringsmærker.


De to mærker havde hvert sit slogan som : Det er Rich's, der driks og Det er Danmarks, der duer.


I 1952 ophørte rationeringen og langsomt vendte rigtig kaffe tilbage på købmandens hylder. Det betød en langsom død for kaffeerstatningen. I 1970 lukkede Danmarks og 13 år senere fulgte Rich's fabrik.



Datidens børn opnåede også en vis afhængighed i forbindelse med kaffeerstatningerne. Producenterne udbød albums til børnene, som fik klistret de billeder ind, der lå i pakningerne. Mange vil nok huske, at det samme billede kunne optræde temmelig ofte og det gav jo i sagens natur en hel del dubletter. Så gjalt det om at få byttet med andre, som også lå inde med dubletter. Selv husker jeg, at vores dubletter fra Rich's lå i små bundter med et gummibånd om. Det var meget populært dengang, at bytte dubletter fra Rich's og Danmarks pakkerne.

Selve substansen i f.eks rich's bestod af cicorierod, sukkerroer og rug. Det hele blev tørret, formalet og brændt og lignede faktisk tilsidst rigtige kaffebønner, men der var ikke skyggen af koffein i. Husmødrene blandede kaffeerstatning i rigtig kaffe, som dog i løbet af krigen tilsidst slap op.
Nogle blandede både Rich's og Danmarks sammen for på den måde at opnå en mere eksotisk smag, men kaffe havde det ikke noget med at gøre.



Børnene i 50erne elskede de små mærker, som lå i erstatningspakkerne. Det kunne være motiver fra Disney Eventyr og dyrebilleder. 


Selve fænomenet erstatningskaffe, opstod ikke fordi der var krig. Erstatningskaffe havde været kendt mere end 100 år før krigen. Rich's blev opfundet i Tyskland i 1834 af C.F. Rich & Sønner og i 1870erne drak danskerne mere erstatningskaffe end rigtig kaffe.


Da folk var vænnet til smagen af erstatsningskaffe, mente mange, at rigtig kaffe smagte forkert. 

Spise med Mormor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar