tirsdag

Børnefødselsdag midt i 50erne

Børnefødsesdag midt i 50erne har nok også dengang været noget, der satte huset på den anden ende og hvem ville ikke gerne have et godt råd til, hvordan man kom nemmest igennem børnefødselsdag midt i 50erne.


Følgende indlæg kunne læses i et læserbrev dengang midt i 50erne :

gør fødselsdagen lettere

Vi er alt for traditionsbundne på vore børns fødselsdage og traditionerne gør, at vi mødre får mere mas end nødvendigt. Jeg har med held, sagt uden pral, indført en ændring, som gør fødselsdagen lettere både for de gæstende børns mødre og værtinden.
Da Per fyldte seks, inviterede jeg hans legekammerater til klokken 10. Herved sparede jeg "gæstemødrene" for at gøre anstalter med at kalde børnene ind fra leg til omklædning, og i stedet lade dem trække i stadsen så at sige fra morgenstunden.
Da gæsterne kom, gik vi straks igang med forskellige lege og klokken 12.30 fik de "middag" på den måde, at jeg satte en grydefuld dampende pølser (brug evt. de små chipolata) ind sammen med flækkede boller med smør. Den, der skulle have noget på tallerkenen, fik en plastiksaks, og når han synes, der var trukket pølser nok op, klippede han det antal fra, han ville have.
Det vakte jubel, og man talte i kor, så det rungede. Desserten var is, og børnene fik en sodavand med indbygget sugerør. Med middagen havde børnene fået et måltid midt på dagen. Inden de sendtes hjem klokken 14, fik de hver en lille tallerken med et æble og en halv appelsin skivet ud. Resultatet var, at glade børn kom hjem til udhvilede mødre uden at være overfyldte af chokolade, kringle, lagkage og hvad der ellers hører til. Flere har prøvet min idé og med samme gode resultat.


Gad vide, hvilken effekt den opskrift vil have på nutidens betydelig mere forvendte børn ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar