Jeg vil blæse på moden, siger de fleste mænd og betragter deres kones nye hat med hån, foragt og et stort grin. Men somme tider bør man måske gribe i sin egen barm ....
Herremoden er dikteret af Italien .... det fortæller modeeksperterne mændene, som hellere vil betale dobbelt i tvungen opsparing end indrømme, at de så meget som skeler til, at der er noget der hedder mode.
De læser ikke om det (når andre ser det) og de trækker på smilebåndet, ad de alvorlige formaninger om skrå skuldre og snævre benklæder med smalle opslag (når andre ser det).
Men naturligvis er de i ligeså høj grad som deres kære koner underkastet modens luner.
Hvorfor er der ingen, der går med fjederstøvler længere ? De er da ellers uhyre behagelige og så støtter de vristen. Og hvorfor er vesten og gamacherne forsvundet ?
For det svage køns vedkommende er skillelinien mellem det gammeldags, det almindelige og det moderne mere bred. Kvinderne har en større margin, fordi de er kvinder. En tosset tingest af en hat kan tage sig charmerende ud på et yndigt hoved.
Det er helt anderledes, når det drejer sig om mænd. Her er grænsen hårfin, her resikerer man at gøre sig latterlig, hvis blot man stikker neglen af en storetå ind over skillelinien.
Ternede veste med guldknapper. Ha, ha, ha ... indtil de andre på kontoret også har det. Ruskindssko og butterfly og skotskternede sokker. Alle griner af de første, der tør binde an med det og følger så surmulende trop, når de ser, at det egentlig falder i god jord hos dem, man rent faktisk stadser sig op for, nemlig kvinderne.
Skal vi være abekatte
En herre udtaler, at han har en god ven, som kun har hånsord tilovers for herre-mode. - Skal vi klæde os ud som abekatte, bare fordi en eller anden tøj-tegner hitter ud af, at det vil være godt for klædeindustrien at få skiftet lidt ud i mandfolke-garderoberne ? Siger han, som er en mand i en pæn stilling med et lille hus og en lille vogn. I hans klædeskab hænger et kjolesæt, en smoking, to-tre habitter og et par løse jakker og benklæder. Ikke sidste skrig, men det der var på mode sidste år. Således som det er tilfældet for de fleste mænd, der er kommet ud over "anderumpe og læderjakke stadiet".
Han lader sig i hvert fald ikke diktere noget af moden. Siger han. Sandheden er, at han påvirkes ganske utroligt af det tøj, han har på.
Et glimt i øjet
Til daglig har han som kontorchef det pæne grå tøj på med det prikkede slips, som en uniform. Uniformen kræver lidt dæmpet stemme og lidt reserveret væsen. Uden jakke i sommervarmen, er der kommet en anden tone over ham. En anden farve. Han er faktisk blevet mere friskfyragtig.
I kjole er han let salvelsesfuld og i badebenklæder godt genert over den lille mave som følger med en magelig stol og en dygtig kone. Men træf ham hjemme i haven i et par gamle slippers, shorts og en spraglet skjorte. Så er han manden, som har tid til og lyst til at snakke om såning og ukrudt og de forbistrede hunde på hans fortov.
Gråsprængt verdensmand
Og helt, helt anderledes er han i sit pæne lyse sommertøj, det han en enkelt gang har på til forretningsfrokost i Tivoli. Så er han den let gråsprængte verdensmand, mand blandt mænd med en afgrund af viden og erfaringer.
Selv vil han sværge på, at han altid er den samme urokkelige, upåvirkelige mand. Intet kan forandre ham. Når han tager et sæt tøj på, følger der et partitur med, han simpelthen ikke kan lade være med at spille efter.
Virkeligheden for mænd og mode dengang i 50erne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar